Varanger 1993

I juni 1993 gik turen atter til Nordnorge, denne gang en 14 dages DOF tur med dele af Finland samt Varanger halvøen som mål. Vi var 16 personer incl. 2 ledere på denne tur. Vi mødtes på Københavns banegård og skulle med toget til Luleå hvor der stod 2 minibusser og ventede på os. Vi rejste med sovevogne og turen fra Kbh. tog omkring 15 timer.

Da vi nåede Luleå lidt før frokost, blev vi inddelt i madhold – 4 på hver – og første hold sendt ud at købe ind til frokost. Da vi havde fået busserne, hentede vi folk og forsyninger og kørte ud til Gammelstadsviken for at obse og spise frokost. Vi kørte op og krydsede grænsen til Finland ved Happaranda. Videre forbi Kemi og Oulo til Leminka området hvor vi skal campere et par dage og kigge på fuglelivet.

Medens vi var i dette område, besøgte vi Leminkaviken og Kempalaviken, samt en aftentur til en ildelugtende losseplads for at kigge efter stor hornugle. Næste punkt var at vi skulle over til Kuusamo og besøge naturfotografen Hannu Hautala inden vi kørte til Oulanka Nationalpark for at slå lejr.

Under vort ophold her, skulle vi besøge højderyggen Vaaltavaare for at kigge efter blåstjert, det blev til 2 morgenture derop da den første tur regnede væk og var resultatløs. Vi fik også gået en tur i Oulanka Nationalpark som vi bor i kanten af og det blev til endnu et møde med Hannu Hautala, der ville vise os lidt rundt. Efter endnu en morgentur på Vaaltavaare og denne gang med succes, pakkede vi bilerne og kørte til naturreservatet Aatsijokki hvor vi var ude at kratluske.

Vi fortsatte nu via Södankyla til Petkula. Ved Södankyla opdagede vi en sidevej over med den russiske grænse, der måtte vi naturligvis ud at kigge. Der var selvfølgelig ikke noget at se og ingen blev skudt. Ved Petkula gik vi planken ud til et fugletårn og fortsatte derefter til Voutso hvor vi skulle campere. Her er der lyst hele døgnet for Polarcirklen går lige syd for Södankyla.

Under opholdet her, var vi på tur i nationalparken Sompion – et meget spændende område med krogede træer, stenfaner mm. og skønt skoven ikke virkede ret tæt var det alligevel let at blive væk fra gruppen. Det måtte flere sande, men alle kom heldigvis med ud.

Efter denne tur, pakkede vi atter sammen og kørte til Ivalo for at købe ind. Det var Skt. Hans dag og det viste sig at alle forretninger var lukkede, vi endte med at spise på hotellet i Inari.

Vi kørte nu videre til Kenestupa campingplads og slog teltene op her og den følgende dag var vi ude at vandre i Kevo nationalpark. Skønt det var midsommer, var træer og buske kun lige akkurat sprunget ud.

Vi forlod nu Finland for en stund og satte kursen mod VadsøVaranger halvøen.

Vi krydsede Tanaälv og ved Varangerbotn kørte vi ud langs halvøens østlige kyst. Vi gjorde holdt ved Nesseby og kiggede på vadere og andefugle.
Næste stop var Vadsø campingplads hvor 3 hytter skulle være vores logi nogle dage.
Første udflugt herude, gjalt fuglebjerget Stora Ekkeröya med en stor ridekoloni og masser af andre fugle, vi nåede desuden at besøge havnen i Vadsø både før og efter aftensmad.
Udflugt no. 2 gjalt Syltefjords Stauran, her skulle vi retur til Varangerbotn og ud langs den vestlige side, op over Kongsfjordfjellet og ud til bygden Veines ved Syltefjord. Vi sejlede ud gennem den smukke fjord til Stauran hvor vi kom i land ved den store sulekoloni som kunne betragtes på tæt hold. På fuglefjeldene ynglede desuden alk, lomvie, rider mm. Tilbage i land, kørte vi over Båtsfjordfjellet til Båtsfjord inden vi returnerede til de lune hytter.
Tredje udflugt gjaldt et besøg på Hornøya, en lille ø der ligger ud for Vardø, hvor vi kunne se en stor lundekoloni. Desværre var vejret meget dårligt, koldt vådt og blæsende. Fra Vardø kørte vi ud til den forladte bygd Hamningsberg, smukt område men speciel stemning.
Dette var sidste dag her, men inden vi kørte retur til Finland var vi atter en tur på Kongsfjordfjellet for at se efter sneugle samt i Hanadalen for at kigge efter blåhals. Vi kørte atter over Tana Bru og til Utsjokki hvor vi skulle finde en høgeugle, de sad hvor den skulle.
Vi fortsatte til Karigasniemi campingplads for en enkelt nat. Næste udflugt inden videre fremfærd var nationalparken Luomusjärvi (sammenhængende med Kevo) også denne del er meget flot. Herfra kørte vi atter over grænsen til Norge via Karasjok og Kautokaino. Igen ind i Finland og til Enontekiö hvor vi skulle campere. Næste udflugt gjaldt nationalparken Pallas-Yllästunturi, atter en spændende vandretur hvor vi så spor af bjørn.
Dette var så sidste dag inden hjemrejse og vi havde på intet tidspunkt haft mulighed for at se midnatssol da vi hver dag var tidligt oppe og derfor gik tidligt i seng. Denne aften var vi så nogle stykker der gik til fjelds – og så var der overskyet.
Vi forlod Finland og kørte mod Boden hvor vi skulle aflevere bilerne og med toget sydover. På vejen passerede vi Torneälven, Kalix og Polarcirklen. Vi nåede også at kigge på flere lokaliteter undervejs. En rejse der bød på mange fantastiske naturoplevelser, varme dage og myriader af myg samt kolde, våde og blæsende dage og meget lidt søvn.

« af 5 »