Tramping, Blue Lake og Sabine
Ruby havde planlagt en 5 dages tramping tur i bjergene og vi skulle have været 4 afsted, men den ene havde meldt afbud, bi blev så Ruby, Ann og mig til denne tur hvor vi skulle gå fra hytte til hytte.
Startpunktet var Lake Rotoroa i Nelson Lakes nationalpark og vi skulle sejles over søen og begynde turen der. Var vi ikke sejlet over søen, havde vi brugt en hel dags vandring for at nå dette punkt.
Vel i land tog vi rygsækkene på og gik op gennem Sabine Valey langs Sabine River, en lavlænder som mig måtte lige lære at holde balancen og gå med den tunge pack. Det var meget smuk tur, og lydkulissen var flodens brusen og fuglesangen. Dagens mål, West Sabine Hut blev nået sidst på eftermiddagen, så det var en lang etape.
Næste morgen startede vi på en kortere etape til hytten ved Blue Lake, estimeret til 3 timer, men vi brugte det dobbelte. Det var nu også en ganske udfordrende rute for flere steder måtte vi klatre ret højt op for at komme videre. På et tidspunkt blev vi overhalet af en yngre gut der brugte 2 vandrestave til fremdrift.
Fremme ved hytten satte vi vore packs og gik ud for at kigge på den smukke blå sø. Søen var helt stille og blank og Mt. Franklin spejlede sig smukt. Ruby var varm efter turen og hoppede i søen med alt tøjet på, af hendes hyl kunne vi konstatere at det vad var koldt. Desværre begyndte det at regne og vi måtte fortrække til hytten.
Dag 3 skulle vi krydse Moss Pass – et bjergpas – for at komme videre. Det kunne dog kun lade sig gøre hvis vejret var godt, ellers ville det være for farligt.
Heldet var desværre ikke med os, for det øsregnede hele natten og regnede stadig næste morgen og videre fremfærd var umulig. De fleste af de folk der havde overnattet sammen med os gik ned ad dalen til Sabine Hut og vi 3 + ham med stavene – Mike – blev tilbage.
Det klarede lidt op efter et stykke tid og Ruby, Ann og jeg gik op til en højere beliggende sø – Lake Constance – noget af en klatretur men dog uden bagage. Det var bestemt umagen værd, for der var meget flot, vildt og råt. Desværre begyndte det at regne igen og vi måtte tilbage til hytten.
Efter nogen tid kom Mike, han havde været i retning af passet for at rekognoscere. Der var aldeles usigtbart deroppe. Det klarede op om eftermiddagen og vi kunne nyde landskabet i smukt vejr. Vi håber så på at kunne komme over passet på dag 4. Det ville være ærgerligt at skulle gå retur gennem dalen.
Dag 4 oprandt med flot klart vejr og vi fik sol og blå himmel, vi havde snakket en del om vi skulle eller ej, men vi drog af med vor oppakning.
Efter en stejl klatretur nåede vi The Knob med en formidabel udsigt. Vi snakkede igen om vi skulle fortsætte for der ville komme nogle farlige passager hvor man skulle være meget forsigtig. Vi fortsatte skulle hele tide følge rutens markering punktligt da vi kunne komme galt afsted. Der var megen klatring, men hele tiden noget at holde fast i, så det var OK.
Vi nåede så et langt stenskred vi skulle op over inden vi nåede passet. Det var svært. Passet ligger i 2.000 meters højde og 1.100 over dalen. Det var skønt at nå derop – nu skulle vi ”bare” ned på den anden side. Her venter D’Urvalle Valey som skal føre os tilbage til søen.
Turen ned var meget besværlig hvor vi flere steder balancerede på smalle afsatser eller gled ned ad fedtede vandløb.
Da vi atter var nede under trægrænsen, nåede vi ”det blå reb”. Her skulle vi ned ad en dyb og smal kløft og vi måtte rappelle ned at det blå tov.
Vi kom ned og gik videre, vi skulle passe på vore skridt nu for vi var ved at være godt trætte. Vi krydsede krydsede D’Urvalle River på en hængebro og så skulle vi blot frem til Ella Hut.
Vi var fremme først på aftenen efter en spændende men hård dag. Distancen er angivet til at være 10 km og det har vi brugt 11 timer på.
Sidste dagen, dag 5, skal vi gå ud af D’Urvalle Valley langs floden og da vi tabte en dag ved Blue Lake, skal vi helt ud til søen i dag, en distance på 16 km.
Det var endnu en smuk men krævende tur. Op og ned gik det, over stenraviner og gennem vandløb.
Vi gjorde holdt ved Morgans Hutt og spiste frokost og travede så videre. En del af tiden havde vi udsigt til det smukke Mt. Ella. Skovtypen vi går i er honny dew eller black bech og hvepsene er helt tossede med de søde dråber på stammerne. Vi blev da også stukket flere gang når vi kom for tæt på.
Efter godt 9 timers vandring var vi ude ved D’Urvalle Hut ved søen og lige inden vi nåede frem hørte vi en båd sejle bort. Det var vores vandtaxi. I hytten sad et par stykker som var kommet med den og de fortalte at bådføreren havde ventet i 2 timer på os. Vi måtte nok indstille os på at overnatte her, men 1 time senere kom båden igen. Den havde været ved Sabine Hutt og færgemanden ville så lige kigge efter os igen.
Da vi kom tilbage til Ruby og Jørns hus, fortalte Jørn at der var kommet 100 mm regn medens vi havde været væk og han havde været nødt til at reparere vejen op til huset. Nede på Vestkysten var der kommet meget mere regn og der var store oversvømmelser. Det var blot lidt længere neden end hvor vi havde været, så vi slap nådigt. Den sidste uge inden jeg skulle hjem, brugte jeg på småture hvor jeg lånte den gamle Holden og kørte til Motueka, ud til kysten ved Kaiteriteri eller jeg travede i bakkerne.