Østkysten, Tiaroa Head, Omaru og Southern Alps
Det var blevet tid at drage videre, og udstyret med madpakke kørte jeg østpå.
Jeg havde desvære ikke tid at køre ned til Invercargil og til Bluff, i stedet kørte jeg til Dunedin hvorfra man kan komme ud på Otago Peninsula og Taiaroa Head hvor man finder verdens eneste fastlandskoloni af Royal Albatros, herude er også en koloni af guløjet pingvin.
Jeg fik set lidt albatrosser og nede ved pingvinerne havde jeg fint held, på en guidet tur kommer man ned i nogle render og gennem net kan man kigge ind i rederne. Jeg kunne overnatte på centret, så jeg havde god tid til at opleve området. Herude yngler også en anden specialitet, Steward Island shag. Den samt pelssæler var jeg ude at fotografere den følgende dag inden jeg satte kursen nordover til Omaru – først skulle jeg dog have mig snoet ind til Dunedin.
Turen fra Dunedin til Omaru går gennem meget kuperet terræn, op og ned med hiv og sving.
I Omaru ville jeg gerne se de små blå pingviner gå i land ved mørkets frembrud. Man betaler lidt for at komme ind at sidde på en tribune lige hvor fuglene kommer i land og løber op til deres redehuller. Jeg overnattede på en campingplads.
Næste morgen forlod jeg østkysten for en stund og kørte vestpå ind i bjergkæden Southern Alps.
Jeg kørte omkring Lake Waitaki og Benmore vandkraftværk og videre til Lake Pukaki. Heldigvis blev det klar så jeg kunne se Mt. Cook, det højeste bjerg i kæden. Jeg kørte videre ind mod bjergene til The Hermitage, en fantastisk flot tur på en klar dag.
Ud igen og videre til Lake Tekapo. Her finder man den lille kirke Church of the Good Shepherd og tæt på kirken en statue af egnens fårehund.
Jeg fandt mig en ny campingplads at overnatte på og havde en aftale med Johns bror Lawson om aftene.
Jeg skulle nu videre op mod Christchurch, men inden ville jeg en tur ud til Lake Ellesmere for at se de mange sorte svaner denne sø er kendt for. Også herude var der flot natur og rygtet talte sandt, der var mange sorte svaner her. Man kan sige at søen var sort af svaner. Som et hvidt indslag, gik her også lidt skestorke.
Det var blevet tid at komme mod Christchurch hvor jeg havde aftale om at overnatte hos min nevø Glen og hans kæreste.
Jeg brugte ikke tid på Christchurch, for jeg skulle videre til Kaikoura hvor jeg håber at komme ud at se hvaler. Også på denne tur kommer man over nogle gode bakker og skarpe sving, men det er en rigtig flot tur, det sidste stykke kører man tæt på den barske klippekyst. I Kaikoura fik jeg booket en sejltur til følgende morgen og en overnatning på campingpladsen.
Jeg måtte tidligt op og have pakket for der var afgang allerede kl. 6.15. Ikke langt fra land, bliver der meget dybt, det er derfor at man kan opleve de store hvaler så tæt under land.
Der var god søgang da vi huggede afsted og vi måtte opholde os indendørs medens vi sejlede. 20 min efter afsejling var vi dog heldige at møde en kaskelothval. Den kunne vi nyde en god stund hvor den lå og blæste inden den dykkede igen. Vi sejlede videre og lidt senere var der hval igen. I alt nåede vi at opleve 5 af disse store dyr på tæt hold. En fantastisk oplevelse. Jeg så også en del havfugle, men da det jo ikke var en fugletur, var der ikke megen tid til at få styr på dem.
Bilen var jo pakket og det var sidste dag på egne hjul, så jeg satte kursen nordover langs kysten, igen en meget flot tur, til Blenheim, herfra kørte jeg over bakkerne til Nelson hvor jeg mødtes med Ruby og fik afleveret bilen. Den gamle bil havde nu fragtet mig 3.200 km rundt på Sydøen.