I sidste halvdel af juni gik turen atter til Færøerne. Jeg havde egentlig bestilt rejsen et par uger tidligere, men måtte ændre datoen da jeg skulle vaccineres mod covid og det ville jeg ikke udsættet til efter turen.
Nu jeg omtaler covid, så skulle alle rejsende til Færøerne PCR testes – for egen regning – på færgehavnen i Hirtshals (flyrejsende i lufthavnen i Vagár) Kahytsnummer bliver registreret for det tilfælde at en passager er positiv. Alle var heldigvis negative. På dag 4 på Færøerne skulle alle så testes igen. Det foregik på havnen i Tórshavn. Nå, alt vel og jeg kunne nu nyde mine 2 uger på de skønne øer.
Efter en meget rolig og flot sejltur, ankom vi til Tórshavn og jeg tjekkede ind på campingpladsen og sat teltet op.
Mandag brugte jeg i Tórshavn og fik genset byen, om aftenen var jeg på besøg hos Caroline, min Færøske “familie” skal jo også besøges.
På mine ture rundt på øerne, besøgte jeg Saksun på en meget regnfuld dag, jeg var også lige omkring Eiði samt Risin og Kellingin den dag. Efter PCR test onsdag, kørte jeg til Kirkjubøur og siden til Vestmanna. Jeg brugte en dag på turen til Tjørnuvík, Gjógv og Funningur. Også denne dag passerede jeg Risin og Kellingin. Jeg brugte en dag på Nolsoy i det skønneste vejr. Følgende dag, lørdag, var en regnfuld dag. Da besøgte jeg kunstmuseet Listasavn. Søndag var det atter flot vejr og jeg kørte gennem den nye tunnel til Runavík på Eysturoy. Jeg skulle til barnedåb i Gøta kl. 13 og kørte derfor en tur ned på sydspidsen hvorfra der var fin udsigt til Tórshavn. Ellers er der nogle smukke ruter over fjeldet til de forskellige småbygder. Jeg kørte derefter op til Gøta, der er 3 bygder, Syðrugøta, Gøtugjógv og Norðragøta. Efter barnedåben kørte jeg til Leirvík og til Fuglafjørður inden jeg kørte tilbage til Tórshavn ad den gamle vej over broen og langs fjordene.De næste 3 dage, brugte jeg på en tur til Suðuroy hvor jeg havde lejet mig ind på Hotel Tvøroyri. Det er mange år siden jeg har være på den sydligste af øerne, så det var på tide. Desværre ankom jeg i tåget vejr og den vejrtype holdt sig. Jeg fik dog alligevel besøgt de forskellige bygder og set den flotte natur her. Jeg var heldig at det klarede lidt op da jeg besøgte det sydligste punkt Akraberg. Jeg nåede også at besøge maleren Ruth Schmidts museum i Vagúr. I kirken i Fámjín hænger Færøernes ældste flag, desværre var kirken – som alle andre kirker – lukket på hverdage. heldigvis var min kusine Else på arrangeret rundtur efter jeg kom hjem og hun har taget det billede jeg viser her. Min sidste dag torsdag, brugte jeg på rundtur i Tórshavn, pakning og besøg hos familien. Dejligt at se de forskellige. hen på natten til fredag, kørte vi atter ombord på færgen og lørdag middag ankom vi til Hirtshals i det skønneste sommervejr. Det var med at komme af det varme tøj i en fart. Tak Færøerne for endnu en skøn oplevelse.