I august 2015 drog Vivi, John, Lena, Erling og jeg til Bornholm.
Jeg havde lejet tagboks til Stilo’en, så der var plads til vort grej. Vi sejlede fra Aarhus til Odden, krydsede Øresundsbroen og kørte til Ystad og så med færgen til Rønne.
Det var en meget varm sommerdag, men også meget blæsende skulle det vise sig da vi kom på søen.
Vi havde lejet sommerhus oppe i Vang, afstandene på Bornholm er jo ikke så store, så det tog ikke lang tid at køre derop. Vi kørte gennem Hasle og gjorde her et kort stop for at proviantere..
Den kommende uge brugte vi til at køre øen tynd på kryds og tværs, til at afprøve øens bedste sandwich, den bedste (eller næstbedste is) prøve at spise frokost på Røgeriet i Gudhjem (den røgede sild var for fed), spise kagebord hos Fru Jensen – eller var det Nielsen, besøge et par fine haver, se Olaf Høst Museet i Gudhjem og den Gamle Station, Hjorths Keramik Fabrik i Rønne, Bornholms Kunstmuseum – et meget flot museum og smukt beliggende ved Helligdomsklipperne, og vi var der 2 gange, vi nåede også sommerfugleparken i Nexø, vi fik besøgt Hammershus og set Kamelhovederne, vi var i Almindingen ved Ekkodalen og på Rytterknægten, vi var på Dueodde samt fik set alle 4 rundkirker + 3 kirker mere, Hasle, Åkirkeby og Rønne. Vi fik også set 3 granitbrud og blev bekendt med forskellighederne i bornholmsk granit.
En aften var John, Erling og jeg til koncert i Rønne kirke, en rigtig fin oplevelse. Leif var på Bornholm et par dage samtidig med os, han har stadig familie derovre og det var aftalt at vi skulle møde ham en eftermiddag. Vi mødtes på Tejn havn og så viste han rundt i området hvor hans familie er fra og vi så nogle af de huse der havde tilhørt familien
Fra Vang var der en sti ind til Pissebækken, vi havde hørt at det skulle være et smukt sted med vandfald og alting – der var knastørt men stadig et fint sted.
Alle aftener havde vi flot udsigt til solnedgang over Sverige (som vi lige kunne ane og bedst når det var mørkt og vi kunne se lysene fra byerne).
Selvom Bornholm ikke er stor i afstande, så byder den på meget og vi nåede ikke det hele. Rokkestenen blev valgt fra, er vist heller ikke til at rokke. Vi nåede ikke Christiansø eller Døndalen og droppede også Paradisbakkerne.
Så er der jo basis for endnu en tur derover, bare synd det er så dyrt at komme til øen.
Tilbage i det skånske, kørte vi Malmø hvor vi besøgte kunstmuseet. Derefter kørte vi retur over broen og op til Frederikssund hvor vi besøgte J.F. Willumsen Museet.